Søstjerner er et stykke fra at ende på minkmenuen
Det er afgørende, at der kan leveres en betydelig mængde søstjerner, påpeger afdelingschef i Kopenhagen Fur Peter Foged
Muligheden for at anvende proteinrige søstjerner til
dyrefoder har været udforsket flere gange – for eksempel, om søstjerners indmad
kan bruges i minkfoder. Det oplyser Kopenhagen Fur.
Men ifølge afdelingschef for Forskning og Rådgivning i Kopenhagen Fur Peter Foged, er der stadig et stykke vej, inden søstjernerne ender på minkenes menu.
- Man skal huske på, at der skal store mænger til minkfoder. Vi skal nok bruge over 800.000 tons foder i år, så det er afgørende, at der kan leveres en betydelig mængde søstjerner. Og så er prisen selvfølgelig relevant i forhold til, hvad vi skal give for andre tilgængelige råvarer, som bruges i minkfoder, siger han på Kopenhagen Furs hjemmeside.
Baggrunden for forsøgene med søstjerner er, at det stjerneformede rovdyr i de senere år er vokset i antal og truer eksempelvis blåmuslingefiskeriet i Limfjorden.