Tvivler på genvalg til rumænsk landbrugskommissær
Det er tvivlsomt, om rumænske Dacian Ciolos får lov til at sidde endnu en periode som EU's landbrugskommissær, som han ellers selv ønsker
På landbrugsområdet har kommissærposten i den nu snart overståede periode på fem år været besat af rumænske Dacian Ciolos. Og står det til ham selv, og den rumænske regering, så fortsætter den nu 44-årige tidligere rumænske landbrugsminister med tætte bånd til Frankrig, også som landbrugskommissær i den kommende femårige periode.
Inden en kommission skal udpeges skal de enkelte kommissærer dog igennem en høring i Europa-Parlamentets forskellige fagudvalg. Og selvom parlamentet ikke kan nedlægge veto mod en enkelt kommissær, men kun mod en samlet kommission, så kan de dog komme med kraftige opfordringer til Kommissionsformanden om at foretage ændringer i sin »holdopstilling«.
Ifølge Jens Rohde (V), der for nylig blev udpeget som koordinator for den liberale gruppe i Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, og som er eneste dansker i udvalget, så er det meget tvivlsomt, om Dacian Ciolos vil kunne slippe igennem en høring i parlamentets landbrugsudvalg med skindet på næsen, hvis det skulle komme der til.
- Jeg er meget tvivlende for, om han kommer igennem høringen i landbrugsudvalget. Men det vil jo vise sig. Der er allerede tre grupper, der har sagt, at de ikke ønsker ham som landbrugskommissær, siger Jens Rohde.
Det er koordinatorerne i landbrugsudvalget fra de to største grupper i Europa-Parlamentet, socialdemokraterne (S&D) og de kristelige demokrater (EPP) samt den konservative gruppe (ECR), som har sendt et brev til den kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, at de ikke finder Dacian Ciolos egnet til at fortsætter som kommissionsformand.
Jens Rohde fortæller, at grunden til, at han som koordinator for den liberale gruppe (ALDE), ikke har skrevet under på brevet er, at han mener af princip, at man ikke skal træffe den slags beslutninger, før man har haft en høring.
- Men vi er også i vores gruppe, meget lidt interesseret i at få ham igen som landbrugskommissær, for nu at sige det på den pæne måde. Jeg tror derfor ikke på, at han bliver landbruskommissær igen, lyder det fra Jens Rohde.