En fransk supermarkedskæde har lanceret en kampagne, der skal få folk til at købe ”deforme” grøntsager, som normalt ikke når ind på supermarkedernes hylder. Tiltaget skal være med til at mindske madspild. Det skriver ekstrabladet.dk.

Og noget tyder på, at danskerne måske også skal til at vænne sig til ”grimme” grøntsager i supermarkedet. Således siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen til ekstrabladet.dk, at det nok ikke varer længe, før det bliver muligt at vælge deforme kartofler og agurker på hylderne i grøntsagsafdelingen:

- Vi introducerede de skæve gulerødder sidste år, så man kan sagtens forestille sig, at det udvikler sig. Det gør ikke noget, at madvarerne ikke er så perfekte, hvis de har en god historie. Hvis de for eksempel kommer fra en speciel økologisk gård. Og så tror jeg også forbrugerne er klar til at sætte ind over for det madspild det medfører, at de skæve agurker ryger i skraldespanden i stedet for på middagsborde.

Heller ikke hos Dansk Supermarked vil man ifølge ekstrabladet.dk udelukke, at skæve grøntsager finder vej til hylderne.