Mejetærskerne kører på højtryk over hele Europa. Men regn har i høj grad forsinket og drillet mange steder og udbytterne er på det jævne
Store dele af det centrale Europa har de sidste uger været
plaget af regn, som har generet høsten voldsomt.
Værst er det gået ud over Rumænien og Ukraine, men også
Frankrig og Tyskland har indtil for få dage siden måttet stoppe høsten hver
anden dag på grund af regn.
Det nordlige Europa har haft mere fornuftigt høstvejr
eller – som i Danmark – direkte mangel på vand og nedbør. Det sidste gælder
også Spanien og det sydligste Europa.
Alligevel over middeludbytte i vinterbyg
- Det har dælme drillet meget med regn i høsten indtil nu,
fortæller Morten Balle, som er daglig leder af det10.500 hektar store markbrug
på det danskejede landbrug Danosha i det vestlige Ukraine.
- Vi fik 30 mm den anden dag og har nok fået 60-70 mm over
den sidste uges tid. Det har generet en hel del.
- Vores vinterbyg har alligevel givet 5,2 t/ha, hvilket er
over middeludbytte her i det vestlige Ukraine.
På trods af regnen er der foreløbig høstet 1.000 hektar
vinterraps på Danosha farmen – svarende til knap en tredjedel af gårdens
samlede rapsareal – med 3,2 t/ha netto i udbytte.
- Det er vi foreløbig godt tilfreds med, siger Morten
Balle.
Vinterhveden er nedvisnet og Morten Balle forventer at
hvedehøsten starter om en lille uges tid. - Afhængig af vejret, tilføjer han
fornuftigt.
Majsen skadet af slag-regn
Men også majsen står – for det meste – fornuftigt. Noget
af majsen lider dog fortsat under, at de nysåede majsmarker fik kraftig
slagregn få dage efter såning.
- Selv om vi var ude med radrenser for at bryde
jordskorpen og har tildelt den bladgødskning, så er majsen stadigvæk trykket,
fortæller Morten Balle.
Vejrudsigten for det syd-centrale Europa lover desværre
ikke meget anderledes vejr i den kommende tid.