Tips og tricks mod spædgrisediarre

I kampen mod spædgrisediarre virker noget i den ene besætning, men ikke i den anden. Man bør prøve sig frem, råder dyrlæge

- Det er forskelligt, hvad der virker i de enkelte besætninger, så man må prøve sig lidt frem, og finde ud af, hvad der passer i ens besætning.

Sådan siger dyrlæge Johannes Dall, Porcus, der har forsøgt at danne sig et overblik over, hvilke forskellige »håndtag« man har at »skrue på« i kampen mod spædgrisediarre.

I boksen her på siden kan man se den brede vifte af muligheder, som dyrlægen opfordrer til, at man afprøver én for en, hvis man har problemer med spædgrisediarre i sin besætning.

- At noget virker det ene sted og ikke det andet sted, er forklaringen på, at man den ene uge kan læse i fagpressen, at én ting virker, og den næste uge er der så noget andet, der virker.

Immuniteten er vigtig

- Immuniteten er afgørende, når man skal bekæmpe spædgrisediarre, understreger dyrlægen.

- Derfor er det en fordel, hvis søer og gylte så vidt muligt går sammen under drægtigheden, forklarer han.

Han tilføjer, at nogle besætningsejere desuden beretter om gode resultater med at immunisere søer og gylte med spædgrisediarre sidst i drægtigheden.

- Man må gå ud fra, at der er et smitstof involveret, og på den led giver det god mening, at der kan være effekt af immunisering, siger dyrlægen.

Spørgsmålet er blot, hvilket smitstof der er involveret.

 Ukendt smidtstof

- Der forsket en del i, hvilket smitstof, der kan være involveret i spædgrisediarre, men indtil videre er forskerne ikke kommet det nærmere, fortæller Johannes Dall.

Han mener det formentlig er forklaringen på, at han ikke ser effekt af de vacciner, der nogle gange anvendes mod spædgrisediarre: Coglamune, Covexin 8A og Clostri Porc A.

- De virker ikke bedre, end hvis man havde sprøjtet grisen med vand, fastslår dyrlægen.

Johannes Dall forklarer, at man endnu ved meget lidt om den diarre, der opstår lige efter faring, hvorimod man ved, at E. Coli ofte er involveret i den diarre, der opstår på 3.-5. dagen efter fødslen.

- Ved den sene spædgrisediarre kan man derfor have god effekt af at vaccinere søerne mod E. Coli, men det virker ikke mod den tidligere, for der er E. Coli ikke involveret, understreger han.

Læs også