Handyrpræmier fordobles

Fødevareminister Dan Jørgensen vurderer, at en ny aftale blandt andet vil skabe op mod 2.500 nye arbejdspladser

Regeringen har sammen med alle Folketingets partier indgået en ny aftalen.

Med aftalen bliver handyrpræmierne næsten fordoblet, idet der afsættes 180 millioner kroner årligt frem til 2020. Det oplyser Fødevareministeriet.

- Jeg er meget glad for at kunne levere en aftale, hvor vækst, miljø og dyrevelfærd går hånd i hånd. Tusindvis af danske kalve bliver fremover sparet for den lange dyretransport til udlandet. Samtidigt med, at vi hjælper en presset kvægsektor, skaber vi op mod 2.500 nye arbejdspladser på mejerier, slagterier og ude hos den enkelte landmand, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Ud over de 180 millioner kroner øremærker fødevareministeren i år 93 millioner kroner til kvægbranchen under Miljøteknologiordningen. Pengene har til formål at styrke landmandens mulighed for at indtænke miljø og dyrevelfærd i nye staldinvesteringer.

- Kvægbranchen har i mange år haft trange kår, og derfor er det vigtigt for mig, at vi styrker branchens vilkår samtidig med, at vi forbedrer dyrevelfærden og bliver bedre til at producere grønt, lyder det fra Dan Jørgensen.

- Derudover stiller vi fra 1. juli krav om, at der i sengebåsestalde, skal være mindst én sengebås pr. ko. Det er ikke alene godt for malkekøerne, men også for bundlinjen. Bedre trivsel giver mere mælk.

Fødevareministeriet vurderer, at aftalen samlet se vil give en ekstra omsætning på omkring 3,5 milliarder kroner hos erhvervet, som skaber op mod 2.500 nye arbejdspladser.

Læs også