Blandt de mange river, som blev vist på Græsland 14 i dag, var en nyhed fra Lely på 15 meter.
At rive en græsmark er en ting, men hvor går bliver
græsmaterialet revet op og sammen. Og kommer der sten og jord med i strimlen?
Det kunne det store publikum forvisse sig om på bedste
vis, da et dusin river lige fra 3 meter og op til 15 meters arbejdsbredder side
om side skulle vise deres kunnen på dagens maskindemonstration, Græsland 14,
ved Karup.
Og resultaterne var forskellige, var flere da også enige
om, mens der lystigt blev sparket lidt til græsrimlerne.
Blandt nyhederne i optoget af riverne var en 15 meters
Lely Hibiscus 1515 CD Profi med fire
rotorer, der har en variabel arbejdsbredde på 11 til 14,8 meter. Og en variabel
skårbredde fra 1 til 4 meter.
En anderledes løsning af sammenrivningen er en såkaldt
pickup-rive som Scan Agro viste.
- Den er godt nok dyrere i investering, men til gengæld
har den færre bevægelige dele. Derfor siger vi gerne, at den kan holde tre
gange så lang tid, som en rotorrive, lød det fra salgschef Finn Søndergaard ved
præsentationen af ROC pickup-riven.
- Og ikke mindst halverer den indholdet af råaske i
græsmaterialet, samtidig med at alt - undtaget sten - opsamles, også kløverbladene.
Det kvitterer køerne for, og dermed opnås en bedre økonomi.
Indtil videre har Scan Agro solgt en snes river i Danmark
og Sverige, siden importen af de italienske pickupharver blev indledt i 2008.