- Hvis NNF’s udlægning var sand, ville alle slagterier i Danmark jo være lukket i dag, lyder det fra CEO for DC Pork Jesper Friis
Hos Danish Crown undrer man sig over NNF’s seneste
udmeldinger omkring forhandlingerne om svineslagteriernes fremtidsperspektiver.
Ifølge Forbundssekretær for slagterindustriområdet i
Fødevareforbundet NNF Jim Jensen har forbundet dokumenter, der viser, at Danish
Crown konsekvent har krævet, at medarbejderne på Danish Crowns svineslagterier
skal ned i løn. Og at det dermed ikke bare er tilfældet på Bornholm.
- Jim
Jensen var jo selv med til en del af møderne, og alle dokumenter har været delt
mellem alle parter. Så der er ikke noget overraskende i, at Jim Jensen har
dokumenterne. Det har jeg også, og det billede han tegner i dag (torsdag, red.)
er desværre meget langt fra virkeligheden, siger CEO for DC Pork Jesper Friis
til Danish Crowns hjemmeside.
Ifølge
Jesper Friis har Danish Crown gennem et år samarbejdet med
tillidsrepræsentanterne om at finde løsninger, der kunne betyde færre
afskedigelser. Han mener, at ideen om et medarbejderselskab, som kunne bruges
til at investere i slagtesvineproduktion, var god.
- Det
må være mærkeligt for de tillidsrepræsentanter, der har brugt mange kræfter på
at gå konstruktivt i dialog for at redde deres kollegers jobs at se situationen
gengivet på denne måde. Hvis NNFs udlægning var sand, ville alle slagterierne i
Danmark jo være lukket i dag, og så ville vi have en udfordring med at få
slagtet de cirka 15 millioner danske slagtesvin, vi slagter årligt, lyder det
fra Jesper Friis.
Danish Crown oplyser, at ideen om et medarbejderselskab ikke blev behandlet på
slagteriet på Bornholm, fordi driftsomkostningerne her er så høje, at
slagteriet ikke er rentabelt. Her skal andre løsninger til. Ellers lukkes
slagteriet, sådan som det altså nu ser ud til at ske.