Ifølge Fødevareforbundet NNF er valget mellem lønnedgang eller lukning ikke et isoleret tilfælde på Bornholm
Danish Crown har stillet et ultimatum til slagteriarbejderne
på Bornholm: Gå ned i løn eller slagteriet lukker.
Og ifølge Fødevareforbundet NNF er det bornholmske
tilfælde ikke enestående:
- Sandheden er, at Danish Crown bare i løbet af de seneste
fire måneder har fremsat nøjagtig samme trussel over for fem andre slagterier i
Danmark. Kun slagteriet i Faaborg er gået fri for truslen, men det skyldes
alene, at Danish Crown tilbage i januar 2014 meddelte, at slagteriet senest
lukker i starten af 2016, skriver NNF således på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at forbundssekretær for slagterindustriområdet
i NNF Jim Jensen har dokumenter, der viser, at slagterigiganten har krævet, at
medarbejderne på Danish Crowns svineslagterier skal ned i løn:
- Ledelsen i Danish Crown har i løbet af foråret rejst
rundt til landets slagterier for at presse medarbejderne til at acceptere en
lønnedgang. Udadtil har de fået det til at fremstå som om de har forhandlet med
tillidsrepræsentanter og medarbejdere, men rent faktisk har de hver gang
medbragt en fortrykt aftale, som bare har manglet tillidsrepræsentantens
underskrift. Der er ikke meget forhandling over at sætte en pistol for panden
af sine medarbejdere, siger Jim Jensen til forbundets hjemmeside.
Kædereaktion
Her tilføjer Jim Jensen, at tillidsrepræsentanten og
medarbejderne på Bornholms klare afvisning af lønnedgang, også skal ses i dette
perspektiv:
- De kender deres virksomhedsledelse godt nok til at vide,
at en mulig accept af lønnedgang ikke vil få Danish Crown til at stoppe med
deres trusler. Det vil blot blive startskuddet til en kædereaktion af nye
trusler – ikke bare på Bornholm, men også i resten af landet.