Fra næste år kan en landmand kun få udbetalt hele sin
arealstøtte, hvis han opfylder tre grønne krav.
Og et af de grønne krav i EU’s landbrugsreform handler om
beskyttelse af permanente græsarealer inden for Natura 2000. Fra 1. januar 2015
må landmænd således ikke pløje eller omlægge permanente græsarealer inden for
Natur 2000- naturtyper såsom ”tidvist våd eng”. Det oplyser
NaturErhvervstyrelsen.
- De udpegede arealer er allerede beskyttet under reglerne
om Natura 2000 eller efter naturbeskyttelsesloven § 3, og vi forventer, at
hovedparten af de berørte landmænd ikke skal ændre væsentligt på deres drift.
Udpegningen sender i høj grad et signal om, at beskyttelse af disse arealer er
vigtig, siger enhedschef ved NaturErhvervstyrelsen Lotte Dige Toft til
styrelsens egen hjemmeside.
Reglen vil ifølge NaturErhvervstyrelsen udelukkende gælde
for permanente græsarealer i de udpegede områder, som kan ses på et kort på
naturerhverv.dk.
Reglerne vil efter planen være endelig på plads den 1.
august.