I 2012 vedtog det hollandske parlament et forbud mod minkavl.

Nu har en hollandsk domstol imidlertid konkluderet, at forbuddet var i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og et ulovligt overgreb mod et helt erhverv. Det oplyser Kopenhagen Fur.

- Domstolen mener ikke, at forbudsloven giver de hollandske avlere en tilstrækkelig erstatning for ekspropriationen af deres levebrød. Loven er på det punkt så upræcis, at ingen kan sige noget om, hvordan de tusindvis af mennesker, der får deres udkomme af minkavl, er stillet som følge af loven. Samtidig har det hollandske parlament i årene op til forbuddet krævet stadige velfærdsforbedringer med kæmpe millioninvesteringer til følge, skriver Kopenhagen Fur på sin hjemmeside.

Ifølge Kopenhagen Fur har den hollandske landbrugsminister bebudet, at hun vil anke afgørelsen. Men en række andre partier har allerede nu givet udtryk for, at det hollandske parlament bør slå koldt vand i blodet og overveje situationen meget nøje. Derfor er der endnu ikke vished om, hvad der kommer til at ske.

Direktøren for den hollandske pelsdyravlerforening, Wim Verhagen, siger på Kopenhagen Furs hjemmeside, at de hollandske minkavlere hele tiden har troet, at de havde en stærk sag:

- Men det er samtidig en stor lettelse, at vi har tilbagevundet vores erhvervs- og livsgrundlag, og at det igen kan blive hverdag.