Gule blade og visne spidser præger græsmarkerne mange steder. På samme måde viser kornmarkerne mange steder tydelige tegn på mangel på kvælstof.

Sådan lyder det fra Agri Nord, hvor chefkonsulent i Planteavl Flemming Floor Jensen undrer sig over, at NaturErhvervstyrelsen har været ude at spå om en god kommende høst:

- Det er tydeligt eksempelvis i græsmarkerne, at græsset står grønt og flot i de små overlap der opstår, når gødningssprederen vender og græsset dermed få dobbelt kvælstof. Mens den øvrige del af marken lider af kvælstofmangel. Vi udpiner jorden og kan se, at kvælstofpuljen er opbrugt, konstaterer Flemming Floor Jensen.

Han påpeger, at problemet er særligt stort i år, fordi vi har haft en mild vinter og lunt forår. Dermed er afgrøderne startet tidligt modsat en meget kold vinter, hvor planterne er frosne og ikke forbruger kvælstof. Det betyder ifølge chefkonsulenten, at kvælstoffet populært sagt er opbrugt tidligere på vækstsæsonen.

- Det betyder i den sidste ende, at vi får en dårligere kvalitet uanset om det er græs eller korn. Køerne vil få græs med lavt proteinindhold som følge af manglen på kvælstof, siger Flemming Floor Jensen.

Ingen problemer med udvaskning

Han understreger, at en øget tilførsel af kvælstof ikke automatisk er lig med større udvaskning.

- Planterne opbruger den øgede kvælstofmængde. Vi må tilføre vores marker langt mindre kvælstof end vores nabolande. Optimalt set burde vi have et balanceregnskab, hvor der gødes efter behov. Det handler om at tilføre det nødvendige kvælstof – hverken mere eller mindre. Den vurdering kan vi som planteavlskonsulenter foretage, mener Flemming Floor Jensen.