En indviklet forhandlerrokade er nu gået op i en højere enhed for Helms TMT Centret, så Schäffer har fået en ny platform i hele det nordjyske område.

- Udgangspunktet er, at Almas Agro og Almas Park & Fritid er blevet hovedforhandler af Schäffer i Nordjylland med lagerførende afdelinger i Aalborg og Brønderslev. Almas suppleres af den hidtidige forhandler i Himmerland, Farsø Maskinhandel ved Finn Aagesen, som vi fortsætter et næsten 20-årigt godt samarbejde med, siger direktør i Helms TMT Centret Kristian Helms i en pressemeddelelse.

Derudover er der indgået forhandleraftale med Mejlby & Vilsgaard A/S, som blandt andet afløser Morsø Motorcompagni som hovedforhandler på Mors og i Salling.

- Med Mejlby og Vilsgaard A/S er der det specielle forhold, at firmaet har overtaget BMH A/S, der bestod af Vejrup Maskincenter og Bredebro Maskinhandel i Sønderjylland, som begge er Schäffer-forhandlere og som fortsætter i deres områder som hovedforhandler, lyder det fra Helms TMT Centret.

I Thy udvider Helms TMT Centeret yderligere forhandlernettet med Jan Christensen og hans maskinserviceforretning, ligesom det i øvrigt er tilfældet med Boi Davidsen Maskinforretning i Bredebro i Sønderjylland.

- Vi glæder os til samarbejdet med de nye forhandlere og ser frem til et fremtidigt partnerskab og samarbejde. Hele kabalen er et resultat at en længere proces med mange bolde i luften. Vi kunne ikke på forhånd have forestillet os en stærkere struktur på det vigtige nordjyske marked, hvor der kører rigtigt mange Schäffer-maskiner. Det samlede forhandlernet lever nu op til Schäffers og vore krav om rene linjer og fokus på alle dele af markedet, konstaterer Kristian Helms.