Danmarks Naturfredningsforening skyder sig selv i foden, mener formand for Vestjysk Landboforening Søren Christensen
Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk Ornitologisk
Forening (DOF) har fået medhold af Natur- og Miljøklagenævnet i, at en natureng
på Værneengene er beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3 – og derfor ikke kan
omlægges med nyt græs uden dispensation.
Hos Vestjysk Landboforening peger man på, at afgørelsen
går imod Ringkøbing-Skjern Kommunes praksis over for stedets lodsejere gennem
en årrække. Og foreningens formand, Søren Christensen, mener, at afgørelsen vil
suge vigtigt liv ud af Værneengene:
- Hvor fedt er det lige at vinde en afgørelse, der nu vil
sylte Værneengene ind i lysesiv og slå vigtigt liv ihjel?
- DN skyder sig selv i foden. Det er almen viden, at
jorden skal lægges om med mellemrum for at forhindre, at området vokser til med
lysesiv. Lysesiv kvæler det hele og er hverken nyttig som føde til afgræsning
eller næring til dyrelivet, konstaterer Søren Christensen.
I DN glæder præsident Ella Maria Bisschop-Larsen sig over
afgørelsen. Hun peger på, at Værneengene er en af de vigtigste lokaliteter for
engfugle i Danmark. Pløjes engene op og sås til med nyt græs – som det er
ifølge DN er sket flere steder i de seneste år – forsvinder arealernes værdi
for fugle og natur, pointerer hun.
- Når en kommune enten undlader at håndhæve lovgivningen –
eller endda er aktiv medspiller med tilladelser til opdyrkning – så er der kun
os frivillige organisationer til at kæmpe naturens sag. I dette tilfælde vandt
vi og dermed bevarede vi et vidunderligt og vigtigt naturområde, der er en del
af hele Danmarks naturarv, siger Ella Maria Bisschop-Larsen på DN’s hjemmeside.