Byggeri af nyt biogasanlæg er i pipelinen

Til sommer går arbejdet med at etablere et nyt biogasanlæg i gang ved Bogense på Nordfyn.

Det har været flere år undervejs, men nu skulle den være god nok: Nordfyn får snart et biogasanlæg.

Naturgas Fyns datterselskab Bionaturgas Danmark og leverandørforeningen Nordfyns Biogas a.m.b.a. – der har 40 medlemmer – har nemlig indgået et samarbejde, der sikre realiseringen af biogasprojektet.

Og hos den landmandsejede leverandørforening ser bestyrelsesformand Troels Clausen frem til at komme i gang:

- Vi har i leverandørforeningen arbejdet på at realisere et biogasanlæg her på Nordfyn i årevis, så det er naturligvis meget glædeligt for os, at vi nu kan se, at anlægget faktisk bliver etableret.

Anlægget, der placeres ved Bogense på Nordfyn, skal efter planen stå færdigt i sensommeren 2015, hvorefter det skal levere CO2-neutral bionaturgas til naturgasnettet.

Anlægget skal kunne aftage og behandle cirka 260.000 tons husdyrgødning samt omkring 55.000 tons øvrig biomasse årligt.

Naturgas Fyn oplyser, at biogasanlægget har opnået tilsagn om tilskud på cirka 30 millioner kroner fra regeringens biogaspulje – og arbejdet med at etablere anlægget forventes at begynde i løbet af sommeren.  

Anlægget på Nordfyn er i øvrigt det andet fynske anlæg, som Naturgas Fyn igangsætter i år.

I løbet af maj går maskinerne i jorden ved Heden nord for Ringe, hvor anlægget Bionaturgas Midtfyn etableres i et samarbejde mellem Naturgas Fyn, 40 lokale leverandører i Fåborg-Midtfyn Biogas samt Fjernvarme Fyn.

Læs også