Det er afgørende at forebygge diarré hos kalve, påpeger professor ved DTU Veterinærinstituttet
DTU Veterinærinstituttet har stået i spidsen af en
projekt, hvor forskerne har arbejdet på at finde et effektivt våben mod
sygdomme hos kalve.
Og valle kan vise sig at være det våben.
Hos DTU
Veterinærinstituttet peger man på, at diarré er den væsentligste årsag til
sygdom blandt kalve i malkekvægsbesætninger i den første levemåned.
- Foruden en betydelig økonomisk belastning for
producenterne påvirker diarréen dyrevelfærden negativt og resulterer i et højt
antibiotikaforbrug. Det er derfor afgørende, at vi får forebygget det, siger
professor Peter M. H. Heegaard fra DTU Veterinærinstituttet i et nyhedsbrev.
Han har derfor sammen med kollegerne undersøgt, om kalvene
kan beskyttes mod disse infektioner i deres første levemåned ved at give dem
antistoffer sammen med foderet.
- Antistofferne eller immunglobulinet dannes naturligt af
immunforsvaret som et led i kampen mod en infektion. Idéen er derfor at give
immunglobulin til kalvene for at styrke deres immunforsvar allerede inden, de
bliver inficeret, lyder det fra DTU Veterinærinstituttet.
Lovende resultater
Instituttet oplyser, at det i projektet blev testet, om
det er muligt at oprense virksomt immunglobulin fra ostevalle. I projektet blev
der oprenset 17 kg immunglobulin fra 35.000 liter valle. Immunglobulinet blev
herefter givet til en række kalve – og det havde tilsyneladende en gavnlig
effekt på kalvenes tilvækst og sundhed.
Fra DTU Veterinærinstituttets side understreger man dog,
at der først skal foretages yderligere forsøg, for det kan ende som et produkt.