Agri Nord i Aars var på jagt efter lejere, og Dyrlægerne Himmerland Kvæg trængte til bedre faciliteter. Det har nu ført til en lejeaftale, så kvægdyrlægerne kommer til at side dør om dør med kvægrådgivere, grovfoderkonsulenter og andre landbrugsrådgivere.

Adm. direktør i Agri Nord, Erik Lydiksen er rigtig glad for aftalen med kvægdyrlægerne.

- Vi besluttede sidste år, at vi ville bevare vores afdelinger i henholdsvis Aars, Hobro og Aalborg. I den forbindelse efterlyste vi lejere i Aars og tilbød, at de kunne have indflydelse på den forestående renovering af bygningerne. Lejeaftalen med kvægdyrlægerne giver andet end blot lejere i huset. Det giver også mulighed for et tættere samarbejde til fordel for vores kunder i kvægrådgivningen. Det giver en række fordele at have dyrlægerne og rådgivere samlet under samme tag, siger Erik Lydiksen i en pressemeddelelse.

Fælles kunder

Hos Dyrlægerne Himmerland Kvæg er det da heller ikke tilfældigt, at valget faldt på at dele lokaler med Agri Nord.

- Vi forventer, at det kan styrke vores samarbejde med Agri Nord - vi har mange fælles kunder. Vi lægger vægt på fortsat at have en central placering i Himmerland. Det mener vi at have fundet her. Vi har en del kunder, som kommer til os for at aflevere mælkeprøver og andre prøver til laboratoriet, hente medicin eller andet. Vi har de seneste år sat fokus på undervisning af landmænd og deres medhjælpere, og vi glæder os til at kunne drage fordel af mødefaciliteterne i huset, siger adm. direktør hos Dyrlægerne Himmerland Kvæg, Anders Bundgaard Voss.