Miljøminister åbner nyt testcenter for vand

Nationalt Vandtestcenter skal gøre danske virksomheder bedre til at udvikle vandteknologiske løsninger til eksportmarkedet

I 2012 solgte Danmark vandteknologi for godt 15 milliarder kroner.

Mandag får Danmark et nyt Nationalt Vandtestcenter, der har til formål at gøre danske virksomheder endnu dygtigere til at udvikle vandteknologiske løsninger til eksportmarkedet.

Åbningen af centret i Aarhus står miljøminister Kirsten Brosbøl (S) for.

- Danmark er stærk på vandteknologi, men vi er også et lille land. Vi skal samarbejde på nye måder for at blive endnu dygtigere, og derfor glæder det mig, at mit første besøg som minister bliver at åbne det nye Nationale Vandtestcenter, siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Miljøministeriet har givet 5,5 millioner kroner i startkapital til vandtestcenteret, der skal drives af COWI og Teknologisk Institut i samarbejde med universiteterne i Aalborg, Aarhus og København.

Læs også