Den frygtede parasit rævens dværgbændelorm, som hidtil kun har
været konstateret i Sønderjylland, er nu også fundet cirka 100 kilometer længere
nord på. Det har fået Fødevarestyrelsen til at udvide sine særlige anbefalinger
om ormebehandling af hunde i Tønder Kommune til at gælde hele landet.
På grund af det nye fund af parasitten formodes den at være mere
udbredt end først antaget, og eftersom parasitten kan smitte til mennesker og
medføre alvorlige komplikationer, finder myndighederne det nødvendigt at udvide
sine anbefalinger til hele landet.
Hunde, der får lov til at færdes frit i naturen - herunder
jagthunde - anses for at være en særlig risikogruppe, og derfor bør de
ormebehandles hver 4. uge, anbefaler styrelsen. Endvidere bør hunde, der bruges
til gravjagt, vaskes efter jagten.
Myndighederne anbefaler også, at alle hunde, der har været i det
centrale Europas bjergområder, og som kan have ædt mus eller andre gnavere,
ormebehandles en til to dage inden hjemrejsen.
Endvidere skal man naturligvis så vidt muligt undgå, at ens hund
æder mus og andre gnavere, som kan være mellemvært for parasitten.