Naturstyrelsen gemte overskud på falske konti

Rigsrevisionen uddeler hård kritik af Naturstyrelsen, som ifølge revisionen har arbejdet med fiktive konti

Embedsmænd i Naturstyrelsen har ifølge Rigsrevisionen skrabet et tocifret millionbeløb sammen ved at lade være med at overføre overskud fra projekter tilbage i statskassen.

I stedet beholdt styrelsen pengene på to fiktive projektkonti. Det skriver Jyllands-Posten.

I kølvandet på opdagelsen har Rigsrevisionen uddelt den hårdest mulige kritik til Naturstyrelsen.

- Normalt er det sådan, at hvis man ikke bruger alle pengene på et projekt, går de tilbage til den pulje, de kom fra. Men i stedet har styrelsen her reserveret dem til fremtidige projekter. Når man så har haft andre projekter med et overforbrug, har man kunnet finansiere de fra de to konti i stedet for at skulle bede om pengene andre steder, siger kontorchef ved Rigsrevisionen Morten Henrichsen til Jyllands-Posten.

Kort før jul blev direktør i Naturstyrelsen Niels Christensen fyret. Departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard skriver i en e-mail til Jyllands-Posten, at det i forbindelse med direktørfyringen ”også har spillet en rolle, at der ikke har været orden i regnskabsføringen.”

Læs også