Mejeri når milepæl i Rusland

Siden 2008 har Arla tredoblet sin omsætning i Rusland, og den årlige mængde er nu på 20.000 tons

Arla har netop nået det, som koncernen selv kalder "en vigtig milepæl".

Siden 2008 har Arla nemlig tredoblet sin omsætning i Rusland, og man har nu nået en årlig mængde på 20.000 tons.

- Vi har styrket vores position i detailhandlen i år og udviklet forretningen i regionen – primært via vores regionale distributører. I dag er vi til stede i 14 byer med over en million mennesker – med Moskva og Sankt Petersborg som vækstlokomotiver, lyder det fra senior vice president i Arla Hans Christensen.

Han tilføjer, at der ud over milepælen på 20.000 tons også skete en positiv udvikling for Arlas varemærker inden for eksempelvis hvid ost og skimmelost i år.

Generelt forventer Hans Christensen, at væksten i Rusland når højere niveauer i 2014, hvor man har planer om flere projekter:

- Næste år starter vi lokal produktion af gul ost under Arla Natura-varemærket. Planerne for opbygning af varemærket og styring af distributionen er klar. Vi synes, det er meget spændende, og vi er sikre på, at de russiske forbrugere vil tage Arla Natura til sig og nyde vores lokalt fremstillede produkter.

Hos Arla er forventningen, at salget af mejeriprodukter i detailhandlen i Rusland når en omsætning på over 840 millioner kroner i år.

Læs også