NaturErhvervstyrelsen har givet 26 bøder og 28 påbud i forbindelse med kontrol af økologiske bedrifter i 2012
Økologiske bedrifter får hvert år mindst et besøg af
økologikontrollen fra NaturErhvervstyrelsen. Kontrollen skal være med til at
give forbrugerne garanti for, at øko-reglerne overholdes.
Nye tal fra NaturErhvervstyrelsen viser, at der i 2012
blev gennemført kontrol på 1.829 økologiske bedrifter. Der blev ved kontrollen
konstateret 251 overtrædelser af økologireglerne fordelt på 167 bedrifter. Det
svarer til, at der er fundet overtrædelser hos omkring ni procent af
bedrifterne.
De fleste af overtrædelserne har ifølge
NaturErhverstyrelsen været af mindre alvorlig karakter, hvor styrelsen alene
har indskærpet over for producenten, at økologireglerne skal overholdes.
Men derudover har NaturErhvervstyrelsen givet 26
administrative bøder i størrelsesordenen 1.000-5.000 kroner, og to bedrifter er
meldt til politiet for overtrædelse af reglerne. Derudover er der givet 28
påbud.
NaturErhvervstyrelsen oplyser, at der er tale om et fald
på en procent i antallet af overtrædelser i forhold til 2010 og 2011. Men fordi
kontrolperioden blev ændret i 2012, var det ikke alle bedrifter, der blev
tjekket i 2012.
Derfor er der en vis usikkerhed med hensyn til at foretage
en direkte sammenligning af tallene.