Nye landmandsudviklede græsfrøblandinger
Direktør hos Frøsalget Finn Thøgersen forklarer, at landmænd er blevet spurgt til råds i forbindelse med udviklingen af nye blandinger
Frøsalget a.m.b.a. tilbyder tre nye frøblandinger til kvægbrugere.
En ny hvidkløverblanding, 831. Den indeholder 15 procent hvidkløver samt hybridrajgræs, tre forskellige typer almindelig rajgræs, timoté, engsvingel og engrapgræs. Blandingen er velegnet til såvel slæt som kombineret slæt og afgræsning og kan fås både til konventionel- og økologisk brug.
Den næste nyhed er en rød- og hvidkløverblanding, 841, som indeholder 12 procent hvidkløver og otte procent rødkløver samt hybridrajgræs, og fem forskellige typer almindelig rajgræs, timoté og engsvingel. Den kan også fås både til konventionelt og økologisk brug.
Som en tredje nyhed, udelukkende til økologer, tilbyder Frøsalget en 1-årig ren græsblanding til afgræsning på arealer med kløvertræthed. Blandingen indeholder 30 procent hydridrajgræs samt forskellige typer almindelig rajgræs og italiensk rajgræs. Den rene græsblanding udsås om foråret sammen med vinterrug.
Blandingerne er kommet i stand på baggrund af landmændenes ønsker.
- Vi har spurgt landmændene til råds. De ønsker artsrige blandinger, gerne med 8 til12 forskellige typer græs og kløver for at opnå mere holdbare og dyrkningssikre blandinger, siger Finn Thøgersen, direktør hos Frøsalget.



































