Landmænd skal lære at hjælpe hinanden
De dygtigste kvægbrugere skal kunne hjælpe kolleger, hvis bedrifter er trængte. Det er baggrunden for en helt ny mentoruddannelse
Udgangspunktet er »landmand hjælper landmand«, når en ny mentoruddannelse nu ser dagens lys.
Uddannelsen skal nemlig være med til at skabe varige forandringer på bedriften hos den gruppe kvægbrugere, der kæmper med utilfredsstillende indtjening og lav effektivitet. Og det med hjælp fra landets dygtigste kvægbrugere. Det oplyser Landbrugsinfo.dk.
Her fremgår det, at initiativet til uddannelsen er en direkte udløber af anbefalingerne fra Kvægbrugets Taskforce, hvor der blev peget på, at de mest kompetente kvægbrugere skal fungere som mentorer på bedrifter med forbedringspotentiale.
Men først skal de kommende mentorer altså igennem et uddannelsesforløb, som er et samarbejde mellem Videncentret for Landbrug, Kvæg, Arla Foods og DLBR Akademiet.
Ifølge Landbrugsinfo.dk kommer mentoruddannelsen til at løbe over sammenlagt fem dage, og i første omgang udpeges omkring 30 mentorer.
Forventningen er, at mentoruddannelsen begynder i løbet af første kvartal 2014. Arla har doneret en million kroner til uddannelsen, og derudover søger Videncentret for Landbrug midler hos eksterne fonde.