Nu kan der søges erstatning efter Bodils besøg

Stormrådet har tirsdag afgjort, at der var stormflod i store dele af landet den 5.-6. december

Der var tale om stormflod i store dele af landet, da Bodil blæste over Danmark den 5.-6. december.

Det har Stormrådet netop afgjort – og dermed har skadesramte mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af den forhøjede vandstand.

- Vi har afgjort, at der var tale om stormflod flere steder i landet, fordi vandstanden har været ekstremt høj. Det betyder, at forsikringsselskaberne nu vil behandle de enkelte sager og vurdere, om der skal udbetales erstatning i henhold til stormflodsloven, siger formand for Stormrådet Karen Westerbye-Juhl på Stormrådets hjemmeside.

Stormrådet har afgjort, at der var stormflod i følgende geografiske områder:

Sjælland og Lolland-Falster:

Fra Køge nord om Sjælland til Storstrømsbroen, inklusiv Roskilde Fjord og Isefjord.

Fra Storstrømsbroen mod vest over Guldborg langs Lollands nordkyst til Tårs, inklusiv øerne i Smålandsfarvandet nord for Lolland og Falster.

Fyn: 

Fra Lillebæltsbroen nord om Fyn til Svendborg.

Langeland og Tåsinge.

Nord for vejforbindelsen mellem Svendborg og Spodsbjerg på Langeland.  

Jylland:

Fra Lillebæltsbroen (den nye) mod nord til Frederikshavn, inklusiv alle øer i Kattegat.

Fra Skagen Gren mod syd til Hvide Sande. 

Fra Ribe (Kammersluse) mod syd til Rømødæmningen, inklusiv Mandø og Rømø.

Ved Limfjorden - Nissum Bredning fra Thyborøn til Oddesundbroen, både den nordlige og sydlige kyst. 

Ved Limfjorden - Fra Aggersundbroen mod øst til Hals, både den nordlige og sydlige kyst inklusiv øer herimellem.

Her kan du se et kort over områderne.

Læs også