Nogle gange slår virkeligheden selv de bedste forventninger. Og det var præcis, hvad der skete i det tidlige efterår, hvor man hos DLF-Trifolium kunne konstatere, at høsten af rajgræsfrø så ud til at ligge hele 25 procent over gennemsnittet.

Derfor besluttede man at kontakte avlerne for at få reduceret frøarealet - så priserne kunne holdes og avlernes indtjening sikres på sigt.

En beslutning, der blev diskuteret og forklaret af administrerende direktør i DLF-Trifolium Truels Damsgaard i forbindelse med det første af en række regionale avlermøder, der mandag fandt sted i Agerskov.

Og det går godt hos DLF-Trifolium, der endnu en gang har præsteret omsætningsfremgang og samtidig ekspanderer globalt - senest med købet og overtagelsen af en nordamerikansk frøvirksomhed.