Jyske jerseykøer samles til vinterskue

Jersey afvikler traditionen tro vinterskuet »Jersey Night« på Landsskuepladsen i Herning

Fredag aften afvikles årets vinterskue for den gule kvægrace »Jersey Night«. Det finder sted i stald 5 på Landsskuepladsen i Herning fra klokken 17.

- Grunden til, at vi holder dette lille koncentrerede dyrskue, er nu, hvor der ikke er Agromek hvert år. Så har vi i stedet show og hygge denne aften over fire-fem timer. Vi prøver dog så vidt muligt at holde samme koncept, som når vi har vinterskue i forbindelse med Agromek, fortæller Jørn Mikkelsen, formand for jersey-udstillingsudvalget.

Skuet er en oplevelse med vekslen mellem bedømmelser, underholdning, spisning og anden aktivitet i hyggelige opvarmede rammer. Desuden er der DM i håndmalkning.

- Vi starter med bedømmelserne, og efter fællesspisning kører den indledende runde i DM i håndmalkning. Her starter man med at malke på et gummiyver – med én hånd i et minut, og alle kan deltage, siger formanden.

Når de tre bedste håndmalkere så er fundet, går man videre til finalen kl. 20, hvor tre køer trækkes frem, og på skift malker finalisterne med én hånd én pat i ét minut på hver af de tre køer, og den, der får malket mest mælk af, er vinder.

- Man kan altså komme uerfaren og direkte fra gaden og blive danmarksmester i håndmalkning, tilføjer Jørn Mikkelsen.

Kun jyske køer

Normalt er der køer med fra hele landet, men på grund af Salmonella Dublin, er det kun de jyske jerseykøer, der er med i år.

- Køerne kommer kun fra Jylland i år, for det kræver nogle tests i forhold til Salmonella Dublin. Vi håber dog, at det igen kan blive et skue for jersey fra hele landet, siger formanden.

Vinterskuet rundes af kl. 20.30 med championat, hvor landets bedste jerseykøer udpeges.

Læs også