Det blev to jyske slagtesvineproducenter, som i år løb af med en delt Porcus-pris, der i går blev uddelt ved Porcus' »Fokus 2,5«-årsmøde på Dalum Landbrugsskole.

Fokus 2,5 blev sat i søen af Porcus i 2010 og har til formål at få slagtesvinebesætninger til at stile efter et foderforbrug på 2,5 foderenheder pr. kg tilvækst.

Den slagtesvinebesætning der blev bedømt til at ligge nærmest målet er ejet af nordjyske Niels Jørgen Lunden, Østervrå.

- Men vi ønskede også at belønne den besætning, der har rykket sig mest over de seneste tre år, og derfor har vi i år valgt at dele prisen i to - i Porcus-prisen og i udviklingsprisen, forklarede dyrlæge Lars Rasmussen, Porcus.

Udviklingsprisen gik til »Eskelund Vejen«, som siden fokusgruppens start har formået at reducere gevaldigt på en anden meget betydende økonomisk parameter - dødelighed, der i perioden har bevæget sig fra over 4 procent til 1,3 procent i 3. kvartal i år.