Millionpulje til kommuner

Der er afsat seks millioner kroner til etablering af partnerskaber mellem Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og to kommuner

Kommuner, der ønsker at gå forrest i den grønne omstilling, kan nu søge om penge fra staten for at komme i gang. Det oplyser Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

Således er en grøn pulje med seks millioner kroner nu åben for ansøgninger fra landets kommuner. Pengene er afsat til etablering af partnerskaber mellem netop Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og to kommuner.

- Vi står midt i en stor grøn omstilling af det danske energisystem. Her spiller kommunerne en stor rolle, og derfor er det enormt vigtigt, at vi støtter den gode udvikling, vi ser i rigtig mange danske kommuner. Jeg glæder mig til at følge pilotprojekternes udvikling til fordel for vores fælles klima, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) i en pressemeddelelse.

Puljen er ifølge ministeriet rettet mod de kommuner, der går sammen med private, grønne aktører om at analysere mulighederne for grøn omstilling og om at forberede konkrete demonstrationsprojekter. 

Det betyder, at kommunerne skal gå sammen med relevante energiselskaber, private virksomheder eller vidensinstitutioner for at kunne få tildelt penge fra staten.

En såkaldt ”ø-kommune” og en såkaldt ”almindelig kommune” får tildelt penge fra puljen. I begge kommuner vil der blive gennemført ét pilotprojekt.

Der er åbent for ansøgninger ind til mandag den 25. november 2013. 

Læs også