Kunder og medlemmer efterspurgte på informationsmøde handlinger, som skal sikre, at utilfredshed fremover ikke vokser ud af proportioner
Agri Nords kunder vil have sikkerhed frem for alt.
Det konkluderer det nordjyske rådgivningsselskab selv,
efter afholdelse af et informationsmøde onsdag aften for de kunder og
medlemmer, som er berørt af situationen i Aars.
Her har 31 medarbejdere i økonomiafdelingen opsagt deres
stilling for at skifte til konkurrenten LandboNord.
Omkring 400 kunder mødte op på informationsmødet for få
svar på deres spørgsmål om, hvordan det kunne ske – og hvordan situationen skal
tackles fremover.
- Det var et klart signal på mødet, at kunderne har brug
for en sikkerhed. De ønsker tryghed for, at en sådan situation ikke kan opstå
igen. Vi ved, at vi har en stor gruppe loyale medarbejdere, som er glade for at
være ved Agri Nord. Det var også tydeligt på mødet, hvor 125 medarbejdere havde
valgt at bruge deres fritid på at deltage. Men vi skal naturligvis tage det
seriøst, når så mange medlemmer og kunder er usikre på situationen, siger formand
Carl Chr. Pedersen.
Løftet pegefinger til ledelsen
Han tilføjer, at selskabets forretningsudvalg torsdag har
diskuteret situationen oven på medlemsmødet.
- Vi ønsker nu at iværksætte nye tiltag, som skal sikre,
at medarbejdere i endnu højere grad kan komme til orde over for den øverste
ledelse og ikke mindst de folkevalgte, så hvis der opstår konflikter, skal de
løses straks. Det er for tidligt at sige, hvilke konkrete tiltag der bliver
tale om, da det er vigtigt at evaluere situationen grundigt, når tingene er
stabiliseret, oplyser han, og tilføjer:
- Vi har indskærpet over for ledelsen, at det er
altafgørende, at der bliver lyttet til den kritik som kommer frem fra
medarbejderne. Vi bakker i bestyrelsen 100 procent op om ledelsen og de
beslutninger, der er blevet truffet, men vi må aldrig komme i en sådan
situation igen, understreger formanden.
Økonomiafdelingen i Aars vil, forsikrer selskabet, være
fuldt reetableret 1. januar.
Indtil da vil alle opgaver blive løst dels af øvrige Agri
Nord medarbejdere og dels af medarbejdere i andre DLBR-virksomheder, der har
tilbudt deres hjælp.