På Højbakke Vingård på Lolland tegner vinhøsten til at blive enestående, lyder det fra gårdens ejer, Kurt Forslund
Nedtællingen til årets vinhøst er gået i gang på Højbakke
Vingård på Lolland, som ejes af Kurt Forslund og drives af ham og tre ansatte.
Høstarbejdet begynder nemlig så småt lørdag den 19. oktober
og fortsætter efter planen frem til og med den 24. oktober – såfremt der er
tørvejr.
- Dette års høst
bliver helt enestående. Vejret har været helt fantastisk – og selvom foråret
kom sent, er druerne helt modne og fulde af sukker og smag. Det forventes at
der skal høstes mellem 5000 og 6000 kilo druer på gårdens cirka 3000 vinstokke,
lyder det fra Kurt Forslund.
Han oplyser, at der er tilmeldt
høstmedhjælpere fra lokalområdet og så langt væk fra som Nordjylland. Der er
dog stadig plads til flere hjælpere mellem vinstokkene.
Når høsten er vel i hus,
inviteres alle høstmedhjælpere ifølge Kurt Forslund til den årlige vinfestival, der foregår lørdag den 16. november.