Hos LandboSyd og AgriNord mener man, at landmænd endnu en gang bliver sat i en urimelig situation i relation til randzoner
Der er frustration at spore hos LandboSyd og AgriNord.
Her finder man det nemlig urimeligt, at landmænd skal
skrive under på, at de ikke har modtaget nogen form for de minimis-støtte, når
de søger om randzonekompensation.
- Man har lavet en liste i ansøgningsmaterialet til
randzonekompensation, hvor landmanden skal skrive under på, at han ikke har
modtaget anden form for de minimis støtte siden 1. december 2010. Men den
vedlagte liste er ikke udtømmende, siger chefkonsulent for Husdyr og Miljø hos
Agri Nord Jørgen Evald Jensen i en pressemeddelelse.
- Det betyder i praksis, at man vil tvinge landmanden til
at skrive under på noget, hvor han ikke har en jordisk chance for at vide, om
det er korrekt.
Jørgen Evald Jensen bliver bakket op af chefkonsulent for
planteavl hos LandboSyd Helge Lorenzen:
- Der er syv forskellige myndigheder involveret, og listen
over ordninger er lang – uden dog at være udtømmende. Der kan derfor sagtens
være ordninger, som landmanden ikke ved, er de minimis.
Ifølge Agri Nord og LandboSyd omfatter listen blandt andet
voksenlærlingeordningen, støtte til netværksaktiviteter, tilskud til
energieffektive opvarmningssystemer ved skrotning af oliefyr og tilskud til nye
arbejdspladser i landdistrikterne under LAG.