Ny chef for Egebjerg-koncernen
Carl Trock der tidligere har været administrerende direktør for Plus Pack bliver ny administrerende direktør for Egebjerg International A/S
Pr. 1. september 2013 tiltrådte Carl Trock som administrerende direktør for Egebjerg International A/S og de tilhørende koncernselskaber. Egebjerg-koncernen er international markedsleder inden for inventar og udstyr til svinestalde.
Carl Trock kommer fra en stilling som administrerende direktør for Plus Pack koncernen.
Egebjerg Internationals nye direktør, der er 58 år, har en executive MBA fra CBS i København, og har haft en lang karriere i byggerimaterialebranchen, senest hos postkasseproducenten MEFA, hvor han fra 2009-2012 var medejer og administrerende direktør.
Carl Trock har herudover arbejdet som landechef og administrerende direktør i Schneider Electric Danmark A/S samt som chef for Ruko A/S.
Gennem årene har Carl Trock haft en lang række tillidsposter i den danske organisationsverden. Blandt andet som formand for brancheorganisationer som DI Byggematerialer, og som medlem af DI’s øverste ledelse.
Hos Egebjerg International bliver det Carl Trocks opgave som øverste chef for koncernen at udvikle og styrke koncernens aktiviteter på hjemme - og eksportmarkederne.
Carl Trock har i årtier været fritidslandmand, og har blandt andet i en periode drevet en ejendom med svineproduktion. Hans passion har dog i alle årene været ridning og hesteavl, og han er blandt Europas førende avlere af den walisiske hesterace, kaldet Welsh Cobs.
Han bor på Røsnæs ved Kalundborg, hvor han sammen med sin hustru driver Stutteri Valhalla.
Carl Trock og hustruen har fire voksne sønner samt tre børnebørn.