Bankens hovedsæde bliver i Nakskov – og navnet på banken bliver Vor Bank A/S.

Onsdag blev det bekendtgjort, at bestyrelserne i Lollands Bank og Vordingborg Bank har aftalt at indstille til bankernes generalforsamlinger, at de to banker fusioneres. Det oplyser Lollands Bank i en selskabsmeddelelse.

Dermed tegner det til, at nogle turbulente måneder slutter for Vordingborg Bank, der eksempelvis tidligere på året fyrede sin direktør – og kom ud af 2012 med et stort underskud.

- Der er tale om en fusion mellem to selvstændige børsnoterede banker. Fusionen sker på eget initiativ, lyder det i selskabsmeddelelsen.

Heri fremgår det, at direktør i Lollands Bank Anders F. Møller fortsætter som direktør i den fusionerede bank, som vil få en balance på omkring tre milliarder kroner, og en egenkapital på omkring 400 millioner kroner.

Efter planen skal fusionen gennemføres inden udgangen af året.