Europa-Kommissionen har tirsdag meddelt, at Danmark skal tilbagebetale 11,5 millioner euro i forbindelse med den fælles landbrugspolitik
Europa-Kommissionen har tirsdag besluttet, at i alt 180
millioner euro, som medlemsstaterne ifølge Kommissionen uretmæssigt har
udbetalt til dækning af landbrugsudgifter, skal tilbagebetales i forbindelse
med den såkaldte regnskabsafslutning.
- Pengene skal føres tilbage til EU-budgettet, fordi
EU-reglerne for landbrugsudgifter ikke er overholdt, eller kontrollen med dem
har været utilstrækkelig, lyder det fra Europa-Kommissionen i en
pressemeddelelse.
Og Danmark er et af de lande, der står til at få et stort
økonomisk smæk over fingrene. Danmark skal nemlig tilbagebetale 11,5 millioner
euro, hvilket svarer til omkring 86 millioner kroner, hvis det står til
Europa-Kommissionen.
Europa-Kommissionen giver som begrundelse, at pengene skal
tilbagebetales som følge af mangler i LPIS-systemet og kontroller på stedet.
15 medlemslande står til at skulle betale penge tilbage.
Ud over Danmark drejer det sig om Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland,
Irland, Italien, Letland, Luxembourg, Polen, Slovenien, Spanien, Tyskland,
Ungarn og Storbritannien.
Sidstnævnte står eksempelvis til at skulle betale godt 57 millioner
euro tilbage.