Grovvareselskab åbner nyt kornlager
Grovvareselskabet BMG Agro A/S åbner nu for indtag af korn i Lundby på Sydsjælland
Som et led i strategien om at dække hele Danmark åbner grovvareselskabet BMG Agro nu et kornlager på Sydsjælland, nærmere betegnet på Lundbygaard Gods ved Lundby.
Det fortæller indehaver af BMG Agro, Jens Møller.
- Vi har oplevet en pæn kundetilgang i Østdanmark. Vi synes derfor det er en naturlig udvikling, at vi nu får en base i dette område, siger han i en pressemeddelelse.
På Lundbygaard Gods findes et professionelt kornanlæg med høj indtagningskapacitet. Der er plads til 8-9.000 tons korn afhængig af, hvilke afgrøder der er tale om.
- Vi glæder os meget til at blive etableret i Lundby og øge vores afgrøde kapacitet siger Jens Møller.
BMG Agro er et privat grovvareselskab, der handler med grovvarer over hele Danmark. Virksomheden blev grundlagt i 2004 af ejerne Søren Blach og Jens Møller, og har salgskontor beliggende i Randers. Virksomheden har i dag 15 medarbejdere.