Igen i år dispensation til Kerb i vinterraps

Miljøstyrelsen har netop givet dispensation til at anvende Kerb 400 SC til bekæmpelse af græsukrudt i vinterraps

Der er stigende problem med herbicidresistens hos agerrævehale og rajgræs, som har givet Miljøstyrelsen grundlag for igen i år at give dispensation til brug af Kerb 400 Sc i vinterraps, oplyser Videncentret for Landbrug.

Desuden spiller risikoen for, at vejret omkring rapsens såning i nogle år kan umuliggøre anvendelse af Command CS mod enårig rapgræs, også ind.

Kerb 400 SC anvendes til bekæmpelse af enårig rapgræs, agerrævehale og andet græsukrudt i vinterraps.

For at anvende Kerb har Miljøstyrelsen sat som krav, at sprøjteføreren sidder i en lukket førerkabine med kulfilter. Desuden bør der ved udbringning anvendes afdriftsreducerende dyser.

Endelig er det ligesom sidste år et krav, at Kerb 400 SC kun må anvendes på arealer med en stor forekomst af græsukrudt.

Dispensationen gælder kun i perioderne fra 1. oktober til 31. december i år og fra 1. februar til 1. marts 2014.

Kan påvirke sprøjteføreren

Kerb 400 SC i vinterraps har ikke længere en almindelig godkendelse. Det skyldes, at modelberegninger viser, at der ved længere tids sprøjtearbejde med standard beskyttelsesudstyr sker en større belastning af sprøjteføreren, end den af Miljøstyrelsen fastsatte grænse.

Kulfilter i førerhus og anvendelse af særlige dyser som for eksempel lavdriftdyser, der giver store dråber, nedsætter belastningen af sprøjteføreren.

- For at sikre, at brugerne har den nødvendige information til rådighed, skal køberen downloade eller på anden måde fremskaffe brugsanvisning og erklæring om arbejdsmiljø for anvendelse af Kerb 400 SC i vinterraps i vækstsæsonen 2013/14. Ved køb af Kerb 400 SC afleveres et eksemplar til sælger, og køber opbevarer det andet eksemplar i sin sprøjtejournal, oplyser landskonsulenterne Poul Henning Petersen og Jens Erik Jensen.

Køb ikke for meget

Behandlingsfristen er 120 dage. Såning af korn må ikke finde sted før syv måneder efter behandling og såning/plantning af bladgrøntsager og rodgrøntsager må ikke finde sted før seks måneder efter behandling med Kerb 400 SC.

Firmaet Dow AgroSciences oplyser, at man forventer, at der vil være den nødvendige mængde Kerb 400 SC til rådighed i handelen i løbet af september måned.

Indkøb af Kerb må afstemmes helt nøjagtigt, så hele den købte mængde bruges op. Efter dispensationens udløb kan rester kun anvendes i de få afgrøder, hvor Kerb 400 SC er almindelig godkendt.

Læs også