Videncentret afviser kritik af drænvandsundersøgelse

Videncentret for Landbrug afviser Bæredygtigt Landbrugs kritik af mangelfuld drænvandsundersøgelse

Det er ikke rigtigt, når Bæredygtigt Landbrugs direktør, Vagn Lundsteen, siger, at der mangler opdeling af kvælstofkilderne i landbrugets drænvandsundersøgelse, hvis konklusioner netop i denne uge er blevet præsenteret.

Det siger chefkonsulent Leif Knudsen fra Videncentret for Landbrug, der er en af bagmændene bag drænvandsundersøgelsen, til Effektivt Landbrug.

Onsdag sendte Bæredygtigt Landbrug en pressemeddelelse ud, hvori de kraftigt kritiserede drænvandsundersøgelsen for at have alvorlige mangler.

Undersøgelsen har vist en stigning på 20 procent af kvælstofkoncentrationen i drænvandet i forhold til undersøgelsen fra sidste år. En stigning der er forklaret med mindre nedbør i vintermånederne i forhold til sidste år.

Vagn Lundsteen savner, forklarer han, at man kan se, hvor meget af kvælstoffet, der stammer fra markerne, og hvor meget der stammer fra eksempelvis spildevand fra husholdningerne.

- Når de siger, at vi kun måler total-kvælstof og ikke har det opdelt, hvad der kommer fra landbruget, og hvad der kommer andre steder fra, så er det direkte forkert. Vi har både målt total-kvælstof, og vi har målt nitrat-kvælstof, siger Leif Knudsen.

- Det fremgår også tydeligt ud af den rapport, som vi har lavet på det. Så det er i hvert fald ikke mangelfuldt.

Læs mere om sagen i Effektivt Landbrug torsdag.

Læs også