En klar holdning til lokalt forankrede varer kan understøtte tiltrængt lokal jobskabelse.

Det mener fødevareminister Mette Gjerskov (S) på baggrund af, at det offentlige køber fødevarer for 4,2 milliarder kroner om året.

- Erfaringer viser, at kommunerne med fordel kan blive langt mere bevidste om, hvordan de bruger deres husholdningsbudget, så de kan gøre gavn på flere områder. Især yderområderne i Danmark har hårdt brug for arbejdspladser. Hvis vi kan understøtte lokal jobskabelse, og samtidig servere bedre offentlige måltider, vinder vi på flere fronter samtidig, siger Mette Gjerskov i en pressemeddelelse.

Fødevareministeriet oplyser, at tilsammen serverer de kommunale og øvrige offentlige køkkener i Danmark 800.000 daglige måltider – med kommunerne som den markant største aktør. Det drejer sig blandt andet om plejehjem, hospitaler, vuggestuer og kantiner.

Direktør i Madkulturen – som er en selvstændig institution under Fødevareministeriet – Judith Kyst peger på, at det kun er en brøkdel af de 4,2 milliarder kroner, som går til lokalt producerede varer:

- På Bornholm begrænser det sig for eksempel kun til mel og mælk. Det bør man se, om der kan laves om på. Større afsæt af lokale varer til lokale, offentlige køkkener vil nemlig skabe et attraktivt investeringsmiljø og kan på sigt sikre tiltrængt vækst i landets yderområder.