Markvandring på Bramstrup
Den traditionsrige markvandring i forsøgsmarkerne på Bramstrup Gods foregår i år onsdag den 12. juni og torsdag den 13. juni
Med et samlet forsøgsareal på otte hektar på Bramstrup Gods får man i løbet af meget kort tid berørt rigtig mange ting, når man går turen igennem parcellerne. Det beviser DLG, DLF-Trifolium og Patriotisk Selskab, der traditionen tro står bag forsøgsmarkerne, når der onsdag den 12. juni og torsdag den 13. juni afholdes markvandring.
Begge dage starter klokken 18.00 præcis. Her vil man i fem hold få en gennemgang i forsøgsmarken med repræsentanter fra de tre arrangører, ligesom medarbejdere fra de største leverandører af plantekemi til danske landmænd vil være repræsenteret.
Efterfølgende vil der være mulighed for selv at vælge mellem nogle temaer, som man ønsker at høre mere om. Blandt andet kan man i jagtvogn blive kørt ud og se resultaterne fra Patriotisk Selskabs sådemonstration i efteråret, hvor 17 forskellige såmaskiner med og uden placeret gødning deltog.