Ægløsning på plads
Der kan nu frit sælges eller foræres æg væk fra hønsehold på max. 30 høns, uden myndighedernes kontrol.
Hidtil har det ikke været tilladt at sælge eller forære æg væk, med mindre hønsene stammer fra godkendte rugerier.
Fødevareminister Mette Gjerskov har sammen med Danske Æg, Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl og Dansk Fjerkræforum nu fundet en løsning, så avlere har mulighed for, uden myndighedernes kontrol, frit at sælge eller forære æg væk, hvis de maksimalt har 30 høns i deres hønsehold. Til gengæld må æggene kun afsættes til en kendt aftagerkreds, altså er det ikke tilladt at annoncere eller reklamere for æggene, og der skal oplyses om, at æggene ikke er salmonellakontrollerede.
- På denne måde sikrer vi sporbarheden af æg selv fra hønsehold, som ikke er underlagt salmonellakontrol, udtaler fødevareminister Mette Gjerskov, og glæder sig over denne fleksible løsning, hvor man lovligt kan omsætte disse æg uden at sætte fødevaresikkerheden over styr.
Hvis man har over 30 høns i hønsegården, eller hvis man ønsker at sælge til en bredere kreds, skal man underlægges Fødevaremyndighedernes salmonellakontrol, hvor der kræves jævnlige kontroller af æggene.
Reglerne bliver også lempet for høns, der skal på udstilling og ved flytning af dyr mellem besætninger med ens salmonella-status.
eh
Æg-aftalen
For hønsehold på max. 30 høns
Herfra kan frit omsættes æg til kendt aftagerkreds under følgende betingelser:
- Hønseholdere skal oplyse modtager om, at æggene ikke er underkastet salmonellakontrol.
- Hønseholderne må ikke annoncere eller reklamere med salg.
- Det er ejerens ansvar, at de æg, der omsættes, ikke giver anledning til sygdomstilfælde hos forbrugerne.
Racehønseholdere med over 30 stk. høns og hønseholdere med op til 30 stk. høns,
som ønsker at annoncere eller reklamere med salget, kan omsætte æg under
følgende betingelser:
- Dyrene skal stamme fra godkendte opdræt, eller hvis dette ikke er muligt, skal der udtages en række offentlige prøver i flokken, før salg påbegyndes.
- Indsættelse af nye dyr fra ikke-kontrollerede besætninger kan ske efter forudgående kontrol. Dyr fra kontrollerede besætninger kan indsættes uden supplerende kontrol.
- Hønseholderne skal udtage æg til undersøgelse tre gange om året (hver 18. uge).
- Der er ikke krav om prøver, når racehøns genindsættes i flokken efter udstilling.