Se forslag til et dansk kvægbrug i vækst
Kvægbrugets Task Force kommer i en rapport med en række forslag til, hvordan der kan skabes mere vækst i dansk kvægbrug
Kvægbrugets Task Force har nu offentliggjort sin rapport med forslag til at forløse potentialet i dansk kvægbrug.
Rapporten konkluderer, at kvægbruget rummer et uforløst potentiale til at bidrage afgørende med vækst i eksporten. Når mælkekvoterne bliver fjernet i 2015, vil mælkeproduktionen kunne vokse med 20 procent frem til 2020, hvilket vil betyde en dansk mejerieksport på mere end 20 milliarder kroner. Det skriver Landbrugsinfo.dk.
Tilsvarende kan antallet af slagtekalve, der opfedes og slagtes i Danmark øges med mindst 27 procent, hvilket svarer til en øget produktionsværdi på 325 millioner kroner.
Og formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg Peder Philipp vurderer, at rapporten giver et samlet og stærkt bud på, hvad der skal til for at løse op for krisen på kvægbedrifterne.
- Jeg er glad for at en række stærke kræfter både i og uden for erhvervet har bidraget til denne rapport. Det viser, at der er bred faglig enighed om, hvad der skal til, hvis Danmark også om 10 år skal have en stærk kvægbranche, der skaber værdifulde arbejdspladser og eksportindtægter til den fælles samfundsøkonomi, siger Peder Philipp på Landbrugsinfo.dk.
Her kan du læse hele rapporten.





































