Hos Bæredygtigt Landbrug (BL) er man klar til at genoptage foreningens retssag mod staten på baggrund af vandplanerne, hvis ikke Danmark lever op til krav i det såkaldte Fiskevandsdirektiv.

Ifølge BL er målet med Fiskevandsdirektivet, at det skal være let at se, hvor der er brug for en indsats i de enkelte vandløb ved brug af ”simple, kemiske målinger”.

BL peger på, at målingerne skal foretages mindst en gang om måneden gennem 12 måneder – og der skal helt specifikt måles med 14 parametre, hvorefter resultatet så skal sammenlignes med nogle EU-fastsatte grænseværdier.

Næstformand i BL Peter Rosendal mener, at man i Danmark ikke har foretaget de vandkemiske målinger efter forskrifterne.

- Man har ikke fulgt det direktiv, der ligger til grund for indsatsen i Vandrammedirektivet, og der står jo i Fiskevandsdirektivet, at de prøver både skal være med til at sikre, at der ikke kommer en forurening – og de skal også være med til at sikre, at de indsatser, der bliver lavet, virker, siger Peter Rosendal i en pressemeddelelse.

- Når man har nogle generelle virkemidler, som vi har kørt med i Danmark i mange år, så burde effekten af de her generelle virkemidler kunne aflæses et sted. Det kan man ikke uden de kemiske målinger. Vi skal have en gardering for, at medlemslandene, som i Danmarks tilfælde, ikke bare tror, at de laver noget rigtigt. Vi skal også rent faktisk kunne måle, at det er rigtigt, det man gør.

Koster penge

Ifølge Peter Rosendal er forholdene omkring de kemiske målinger altså ikke i orden på nuværende tidspunkt.  

- Så længe, man ikke tager vandanalysernes seriøst fra statens side, fortsætter Bæredygtigt Landbrug retssagerne. For det koster landmændene så utroligt mange penge at have en regulering, som ikke er faktuelt i orden, lyder det fra Peter Rosendal.