Shaka Loveless, Dúné og Barbara Moleko er der.

Det samme er tusindvis af børn og unge forhåbentlig, når Arla i slutningen af august inviterer til madfest i Kongens Have i København.

Ved madfesten kan de unge deltagere – som gerne må tage forældre og venner med – blandt andet give sig i kast med madlavning.

- Arla Food Fest er vores måde at fejre danskernes madglæde på. Vi vil give store børn og unge mulighed for at afprøve deres madtalent, gå på opdagelse i spændende kulinariske universer – og opleve magien ved at forvandle naturlige råvarer til lækre måltider, siger kommunikationsdirektør i Arla Danmark Kasper Ibsen Beck i en pressemeddelelse.

Han forklarer, at målet med madfesten er at give den næste generation en god oplevelse med mad.

Og mens der bliver lavet mad, står en række musikere – der også tæller en fire-fem navne, der endnu ikke er offentliggjorte – altså for musikken på scenen.

Billetsalget til Arla Food Fest er gået i gang, og interesserede kan læse mere på www.arlafoodfest.dk.