Vaccine mod frygtet virus er på markedet
Britiske landmænd får inden for de næste uger mulighed for at vaccinere mod Schmallenberg virus
I Storbritannien kan landmænd snart vaccinere deres dyr mod Schmallenberg virus (SBV). Det skriver Farmers Weekly.
Tirsdag fik MSD Animal Health nemlig grønt lys fra de britiske myndigheder til at markedsføre vaccinen Bovilis SBV. Vaccinen er ifølge Farmers Weekly den første, der er specifikt målrettet mod SBV hos kvæg og får.
Sygdommen florerer over hele England og Wales, og pr. 31 marts var der registreret 1.753 tilfælde af SBV.
SBV er også registreret i Danmark, men er ifølge DTU Veterinærinstiuttet ikke en anmeldepligtig sygdom her i landet.
DTU Veterinærinstiuttet oplyser, at der ikke nødvendigvis er tegn på infektion hos smittede dyr, men symptomer kan hos køer, får og geder være feber, diarré og fald i mælkeydelse – samt dødfødt og misdannet afkom.
Sygdommen forårsager ikke sygdom hos mennesker.