Jordpriser i USA stiger med raketfart
God landbrugsjord i Iowa er på kort tid fordoblet i pris, mens jord i olieområder er mere end 10-doblet
- I vores område er jordpriserne steget meget kraftigt. Hvor god landbrugsjord i flere år har ligget omkring 2.500 dollars pr. acre ser vi på det sidste priser på 25.000 dollars pr. acre eller mere, fortæller Torben Erikstrup fra Yellowstone-dalen i staten Montana tæt på den canadiske grænse.
I danske termer vil det sige en 10-dobling fra cirka 30.000 kr. pr. hektar til 300.000 kr. pr. hektar for det samme jordstykke.
Hans genbo Henning Skov har hørt om priser på 43.000 dollars pr. acre eller godt 500.000 kr. pr. hektar.
- Det er mest olieindustrien, som inden for de seneste år har udviklet nye metoder til at presse olie ud af vores undergrund. Og det giver yderligere behov for industriarealer, veje og boligområder, forsætter Torben Erikstrup, der har været planteavler i området siden 1990.
Staten overvejer at lægge begrænsninger på olieindustriens vækst og det vil antagelig stoppe jordprisernes himmelfart.
Også ren landbugsjord stiger
Men også uden for olie- og industriområderne stiger jordprisen lige nu. I de store landbrugsstater som for eksempel Iowa og Nebraska har høje kornpriser og finansiel uro betydet en fordobling af jordpriserne indenfor det sidste års tid. Det er landområder, hvor man ikke behøver at vande.
- Det er til egentlig landbrugsproduktion og tegn på, at stigende forventninger til afsætningen, siger Torben Erikstrup. Men kommer det over 5.000 dollars kan det ikke umiddelbart forrente sig.
Alligevel købte en nabo til Torben Erikstrup i Montana fornylig landbrugsjord til 5.000 dollars pr. acre og måtte endda efterfølgende bekoste et vandingsanlæg på arealerne.





































