Timing af vandplaner vækker undring
Hos Bæredygtigt Landbrug ser direktør Vagn Lundsteen frem til at se nærmere på vandplanerne
Onsdag klokken 12.00 præsenterer fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) indholdet af vandplanerne på et pressemøde på Christiansborg.
Kort tid forinden havde Miljøministeriet offentliggjort, at det var ministerens hensigt at præsentere planerne ved middagstid. Og det vækker undring hos Bæredygtigt Landbrug.
- Vi er overraskende over, at man føler trang til at offentliggøre vandplanerne med så kort varsel, at det er de færreste, der har mulighed for at deltage, siger direktør i Bæredygtig Landbrug Vagn Lundsteen.
Han har dog selv planer om at deltage i pressebriefingen om de nye vandplaner.
- Vi er spændte på, hvordan de er lavet. Om de lovpligtige konsekvensberegninger er lavet, før man har klassificeret vandløbene som henholdsvis naturlige, modificerede eller kunstige. Har man ikke det, har Naturstyrelsen allerede endnu en gang bortdømt vandplanerne, så det er vi spændte på.
Effektivt Landbrug modtog i øvrigt en e-mail fra Miljøministeriet om det forestående pressemøde klokken 11.02 onsdag - altså 58 minutter før mødets begyndelse.






































