I begyndelsen af april jublede landbruget – og specielt svinesektoren, da det kom frem, at regeringen flyttede 150 millioner fra den grønne miljøteknologipuljen over i en særskilt miljøstøtteordning til at støtte investeringer ved byggeri af nye stalde.

Ifølge Fødevareministeriet skal pengene sætte gang i et grønt investeringsboom i svinesektoren.

Men det er ikke kun svinesektoren, der kan få del i de 150 millioner, der nu flyttes fra den grønne miljøteknologipulje til den nye miljøstøtteordning for staldbyggerier.

- Vi har forespurgt hos Ministeriet og svaret var helt klart: De 150 millioner vil blive fordelt imellem alle dyregrupper.

- Det er altså ikke kun svinebrug, som kan få gavn af pengene, men også kvægbrug og eksempelvis fjerkræ, fastslår Morten Lindgaard Jensen, der er konsulent ved Videncentret for Landbrug, Kvæg i Skejby.

- Vi har endnu ikke fået information om, hvordan millioner fordeles imellem de enkelte sektorer, men jeg forventer, at alle dyregrupper bliver repræsenteret – sådan som NaturErhvervstyrelsen har meldt ud, siger han.