Beslutning om anke af rapsdom er udskudt
Der skal indhentes yderligere oplysninger før Landbrug & Fødevares samhandelsudvalg beslutter sig for, om de vil anke tirsdagens rapsdom
- Vi tager sagen meget alvorligt.
Sådan siger Claus Christensen, formand for Landbrug & Fødevares samhandelsudvalg, som i tirsdags tabte en sag i Sø- og Handelsretten omkring de fradrag som DLG og Danish Agro tog i høsten 2010 i landmændenes afregning på grund af spirede raps.
Fradrag som udvalget, i modsætning til Sø- og Handelsrettens afgørelse, fandt urimelige, da grovvareselskaberne alligevel solgte de spirede rapsfrø videre til tredjepart selvom de havde taget fradraget.
Claus Christensen forklarer, at det ved et møde i samhandelsudvalget torsdag formiddag, som det ellers tidligere var meldt ud, ikke blev besluttet, om man enten vil anke dommen eller om man accepterer den.
- Vi har behov for at indhente supplerende oplysninger for at kunne vurdere, om vi skal anke eller om vi ikke skal anke. Det er oplysninger, som er meget væsentlige for vores beslutning, siger Claus Christensen, der ikke ønsker at oplyse nærmere, hvad det er for nogle supplerende oplysninger, som der er tale om.
I alt har Landbrug & Fødevares samhandelsudvalg otte uger til at beslutte sig for, hvad de vil gøre. Helt så lang tid tror Claus Christensen dog ikke, at det kommer til at tage før man har en beslutning.
- Men det er jo landmændenes penge, som det drejer sig om. Så vi skal jo ikke sætte mere i gang end højst nødvendigt, siger han.






































