Hver syvende danske landmand drømmer om at gå utraditionelle veje. Det viser en undersøgelse, som Videncentret for Landbrug har foretaget blandt 7.000 landmænd over hele landet.

Ifølge Videncentret for Landbrug ønsker nutidens landmænd blandt andet at udvikle specialprodukter, sælge egne råvarer – samt lave naturpleje eller tiltag i lokalområdet.

Ni procent af de adspurgte landmænd forklarer, at de allerede er i gang med en anden produktion end den traditionelle landbrugsproduktion, mens fem procent overvejer et skifte til nye forretningsområder.

- Det viser, at vi fremover skal vægte at rådgive disse landmænd endnu bedre, så de kan producere flere specialprodukter, som danske forbrugere kan få glæde af, siger forretningsudvikler ved Videncentret for Landbrug Bo Overgaard på videncentrets hjemmeside.

Bo Overgaard vurderer, at der er flere grunde til den stigende interesse blandt landmænd for at gå nye veje.

- Flere af landmændene svarer, at de gerne vil lave kvalitetsråvarer eller naturpleje, mens andre gerne vil engagere sig mere i lokalsamfundet. Og så spiller den nuværende svære økonomiske situation selvfølgelig også en rolle, lyder det fra Bo Overgaard.